KFUM-Spejderne Rosendal

KFUM-Spejderne Rosendal

Spejdergruppen i det nordlige Hobro

Rover (18+)

Roverklanen er for spejdere over 18 år. Mange rovere er også ledere eller frivillige andre steder i KFUM-Spejderne, og de mødes i roverklanen for at udvikle sig yderligere og dyrke fællesskabet med de gamle spejdervenner.

Nu kom dagen endelig. Du er blevet vildere og farligere – i hvert fald i de små spejderes øjne – du er endelig blevet rover. Måske er du allerede blevet medlem af en klan, eller måske er du på jagt efter den helt rigtige, én ting er sikkert, du nyder friheden. Ikke flere “voksne” ledere, nu er det dig der er “voksen”. I hver fald voksen nok til selv at finde ud af hvad du gerne vil bruge din spejdertid på.

Kunne du tænke dig at komme på verdenskonference, til møde om det nordiske samarbejde eller blive voluntør på et spejdercenter i Europa? Måske har du mere lyst til at bruge et par måneder på et projekt for at støtte lokalbefolkningen et sted i Europa?
Hold øje med KFUM-Spejderne i Danmark på Facebook, så kan det være det er dig, som bliver sendt afsted på det næste store internationale eventyr. Hvis du ikke kan vente så længe, kan I jo selv i klanen begynde at planlægge en tur.
Så kan I selv bestemme, om I vil til kandersteg, Island eller på helt andre eventyr. Har din klan selv planer om et mere specifikt udenlandseventyr, kan I kontakte KFUM-Spejdernes Internationale sekretær.

Hvis du ikke allerede er leder i din lokale gruppe, kan du overveje, om det kunne være noget for dig. Som leder har du en helt særlig rolle i spejdernes liv – du er med til at støtte dem i deres udvikling. Som enhedsleder har du ansvaret for at planlægge og afholde de ugentlige møder i samarbejde med de øvrige ledere.
Du kan også blive gruppeleder og få ansvaret for at gruppens rammer og økonomi udvikler sig positivt. Tag en snak med gruppelederen i din gruppe, hvis du vil vide mere om mulighederne for at blive leder.

Der er også masser af muligheder for at være aktiv i et af KFUM-Spejdernes distrikter. Distrikterne har blandt andet ansvaret for at afholde kurser og andre arrangementer for de lokale grupper. Distrikterne er en del af KFUM-Spejdernes ledelse og som medlem af distriktsstaben får du derfor mulighed for at være med til at sætte dit præg på, hvordan spejderbevægelsen kommer til at udvikle sig. Spørg din gruppeleder, hvornår det næste distriktsmøde er, så du kan komme med.

En grundsten i KFUM-Spejderne er uddannelserne, som er med til at forme spejderne og lære dem om ledelse fra en ganske ung alder. Det store udvalg af stærke uddannelsestilbud kræver en stor frivillig indsats, og den kan du være med til at levere ved at melde dig til en kursusstab. Find et kursus, du synes, det kunne være spændende at blive en del af og kontakt kursuslederen for at høre om, de har brug for ekstra hænder. Du kan også selv samle en stab og starte et helt nyt kursus, hvis du har mod på det.

KFUM-Spejderne kører en lang række forskellige projekter, som bliver til konkrete tilbud til alle spejdergrupper i Danmark. Projekterne opstår typisk, fordi en gruppe spejdere eller en af Hovedbestyrelsens styregrupper har fået en god ide. Projekterne har både forskellige formål og forskellig varighed, så der er rig mulighed for at finde noget, der passer til dine talenter og behov. Når en projektgruppe søger medlemmer, kan du finde det på hjemmesiden under ledige jobs.

KFUM-Spejdernes grønne centre danner rammen om mange gode spejderoplevelser. Hvis du er praktisk anlagt og gerne vil være med til at holde centrene vedlige og udvikle aktivitetstilbudene, er du meget velkommen til at tage kontakt til et af centrene.

Fire gange om året mødes spejdere fra hele landet på Houens Odde Spejdercenter til forskellige workshops. Her har du mulighed for at være med til at udvikle organisationen og komme med dine konkrete ideer og ønsker. Det er din mulighed for at blive hørt, og så er det oven i købet gratis.